Menu

Storytelling i praksis

Sådan fortæller du den gode historie

Nem guide til storytelling

Forskning viser, at gode historier kan aktivere områder i hjernen, der får historien til at virke levende. Det gør, at vi husker pointerne bedre, og det kan du udnytte i din markedsføring.

Den gode historie om din virksomhed og jeres produkter vækker følelser hos kunden. Ligesom en god film eller bog gør. Når vi læser formelle tekster, arbejder vores fornuft og intellekt på højtryk for at få alle detaljer med. Og alligevel glemmer vi for det meste, hvad vi har læst.

Den gode historie kan - hvis den er fortalt rigtigt - fremkalde en følelsesmæssig reaktion hos læseren, der derigennem husker dine pointer bedre. Beskriver du f.eks. en bevægelse som “Søren sparkede til bolden”, aktiveres læserens motor cortex i hjernen, der styrer vores bevægelser. Det aktiverer en følelse af at være en del af historien. 

Kernehistorien er vigtig

Når du skal i gang med at fortælle jeres historie, er det vigtigt, at du finder frem til jeres kernehistorie. Altså det vigtigste budskab I som virksomhed, har at fortælle. Det kan være, at I har en særlig grøn miljøpolitik eller at jeres virksomhed bygger på ansvar og medbestemmelse hos medarbejderne.

Storytelling, som det kaldes i fagsprog, kan bruges både internt og eksternt. Internt i virksomheden kan den gode historie bruges til at formidle værdier, visioner og strategier til medarbejderne, der gennem den gode historie, påvirkes følelsesmæssigt og husker pointerne.

Eksternt kan den velskrevne historie bruges til at præsentere hvem I er, og hvad I kan. Den kan tale til kundernes hjerter og hjerner og derigennem få dem til at handle på jeres budskaber. Det er et vigtigt led i jeres markedsføring.

Storytelling - hvorfor virker det?

Den gode historie om jeres virksomhed er med til at skabe jeres brand og gøre det stærkt. Storytelling kan skabe oplevelser hos læseren. En godt opbygget historie er med til at tilføje personlighed til jeres fortælling. Det bliver tydeligt for kunderne, hvem I er.

Mennesker handler generelt ud fra en blanding af følelser og fornuft, men følelser har en særlig rolle, når en kunde skal beslutte, om hun skal købe jeres produkter eller services. Det er den gode historie, der overbeviser kunden om, om hun kan lide jeres brand, og om I forstår hendes behov. Hvis hun bliver påvirket på sine følelser, vil hun føle sig involveret og vil dermed være mere tilbøjelig til at handle på jeres historie.

Hvordan kommer du igang?

Du er omgivet af gode historier i din virksomhed, men det kan være svært at få øje på dem. Derfor skal du måske lede lidt efter dem i starten. Men den gode historie kan både være stor og lille. Det kan være den store forkromede historie om, hvem I er eller små glimt fra hverdagen.

Målgruppen er vigtig

Som det allerførste skal I finde frem til jeres målgruppes ønsker og behov. Det er vigtigt at have styr på kundernes interesser, inden I skriver jeres historier. Hvis I skal tale til jeres kunders hjerter, skal I have helt styr på, hvad de går op i.

Find jeres hovedperson

Til selve historien starter I med at finde en hovedperson til teksten. Det kan være lederen i virksomheden, kunderne eller en medarbejder. Hovedpersonen skal gå igennem en udvikling i historien. Når personen i centrum bliver udsat for en udfordring, der skal løses, kan du skabe et stigende spændingsniveau.

Hvis stifteren af virksomheden er hovedpersonen i jeres historie, kan udfordringen være det problem, han forsøgte at løse ved at starte virksomheden. Det kan være en god måde at fortælle jeres grundlæggende historie på. Måske manglede der et elektriker-team i nærområdet? Det problem løste stifteren ved at tilbyde el-løsninger til lokalområdet. Og måske senere til større områder.

En større problemstilling kan være klimaforandringer, der får jer til at lave en omfattende grøn omstilling. Det er et godt emne til historien om jeres miljøbevidsthed.

Skriv i et inspirerende sprog

Det er vigtigt for din historie, at du skriver i aktivt sprog fremfor passivt. Det kan du læse mere om i artiklen om godt content. Det aktive sprog driver historien frem og skaber mentale billeder hos kunderne.

Start med slutningen

Til sidst er det vigtigt at holde en rød tråd i historien. Du kan med fordel starte med at skrive slutningen på historien. Med slutningen i hovedet, er det lettere at holde historien samlet. Med for mange spring og sidehistorier, bliver det hurtigt en rodet fornøjelse at læse teksten.

Brug de sociale medier

De store forkromede historier om jer og jeres produkter hører selvfølgelig til på jeres hjemmeside. Men der er en stor fordel i at inddrage Facebook og andre sociale medier i jeres storytelling. 

På de sociale medier kan I præsentere små, aktuelle historier fra jeres hverdag. Det kan være historien om, at en medarbejder har gennemført en ironman eller, at en medarbejder har taget hjemmebagte småkager med på arbejde. Det kan også være kundeudtalelser om jeres brand.

Ved at bruge de sociale medier som kommunikationskanal til jeres kunder, inviterer I dem indenfor i jeres hverdag. Det skaber tillid mellem dem og jer. Når kunderne får lov at lære medarbejderne at kende, skaber I en stærkere forbindelse mellem kunden og virksomheden.

At fortælle den gode historie sker altså både på hjemmesiden og på de sociale medier. Ved at kombinere de forskellige platforme, opnår I de bedste resultater.

Hvad er det, du skal?

En kort opsummering er nok på sin plads:

1. Kend din målgruppes ønsker og behov. På den måde ved du, hvilke følelser, du skal tale til.

2. Find hovedbudskabet i din historie. Det skal skabe den røde tråd.

3. Find din hovedperson. Og udsæt ham for en udfording, han skal løse. Det skaber spænding.

4. Skriv i et aktivt og simpelt sprog. Det gør teksten lettere at læse.

5. Tal til dine kunders følelser - igennem den gode historie, husker kunderne hvad I har sagt.

6. Kombinér dine platforme, så der både er gode historier på hjemmesiden og på de sociale medier.

Igennem storytelling kan du vække følelser hos dine kunder. Det gør, at de husker dine pointer og dit brand. Den gode historie inddrager og fanger læseren. Kig med her og få gode, konkrete råd til, hvordan du gør.